To anholdt efter ransagning: Sigtelse holdes hemmelig

0
576

I sagen hvor en 39-årig mand er forsvundet er to personer torsdag blevet anholdt.

Nordjyllands Politi har anholdt to personer efter den ransagning der fandt sted i Frederikshavn torsdag.

Der er tale om en kvinde på 46 år og en mand på 45 år. De to blev anholdt torsdag klokken 12.10 og bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 12 i Hjørring.

Frygter der er sket efterlyst noget

Ransagningen på Rendborgvej nordvest for Frederikshavn fandt sted torsdag og Frank Olsen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, udtalte i den forbindelse, at man frygter at den 39-årige mand, der mandag blev meldt savnet og efterlyst, har været udsat for en forbrydelse.

Hvordan den mistanke hænger sammen med adressen på Rendborgvej, ville Frank Olsen ikke uddybe torsdag, men han sagde, at de ledte efter den savnede på ejendommen. Flere andre adresser blev også ransaget torsdag og igen fredag er politiet ifølge TV2 Nords oplysninger til stede på en adresse i Frederikshavn, der har relation til huset på Rendborgvej.

Læs også Ransagning af ejendom: Ingen lyd fra efterlyst og politiet frygter en forbrydelse

Sigtelse holdes hemmelig

Når de to anholdte klokken 12 skal stilles for en dommer med henblik på varetægtsfængsling bliver det formentlig uden at offentligheden får kendskab til, hvad de anholdte er sigtet for. Det er nemlig politiets intention at få overbevist dommeren om at afholde grundlovsforhøret, der normalt er offentligt, for såkaldt dobbelt-lukkede døre. Det betyder at end ikke sigtelsen, der er rettet mod de anholdte, kommer ud fra retssalen.

Den anmodning baserer sig, siger Frank Olsen i en pressemeddelelse, på hensynet til at beskytte den videre efterforskning. Det kan blandt andet betyde, at andre mistænkte eller vidner ikke skal kunne påvirkes af viden fra det grundlovsforhør, der skal finde sted fredag.

Intens efterforskning fortsætter

Nordjyllands Politi oplyser at den store efterforskning i sagen fortsætter fredag og de kommende dage. Det indebærer blandt andet tekniske undersøgelser på Rendborgvej og andre adresser i området. Der skal derudover foretages afhøringer.

– Før det arbejde er tilendebragt, kan vi ikke udtale os yderligere om sagen, udtaler Frank Olsen i pressemeddelelsen.

01:55 Luk video